Excerpt
"Jeg har besluttet mig for at være lidt mere straight, undgå at stikke
for mange løgne, leve sundt og holde op med at ryge. Det er forår, længe
efter alting og før noget andet. I år er pollentallet uendeligt højt og
ozonlaget meget tyndt. Lægerne fraråder små børn at sove ude da de
derved senere i livet kan udvikle allergi. Jeg er bekymret for mine
øjne.
Jeg hører radioavis, drikker kaffe og læser avisen, ikke min
egen, men naboens der fejlagtigt er dumpet ind gennem min brevsprække.
"Det københavnske natteliv spækket med coke og heroin". "Transseksuel
fundet død i park". "Østeuropæiske atomkraftværker under al kritik".
"Krigen hærger i Bosnien" osv. Jeg læser det hele meget grundigt. Det
interesserer mig. Mit vindue står åbent. Jeg synes at bemærke en sky af
pollen der invaderer mit køkken og jeg rejser mig, går ud på toilettet
og roder rundt i medicinskabet efter en Hismanal.
Det ringer på døren. Det er naboen der spørger om jeg har
hans avis. Min nabo bruger pyjamas.
- Nej, jeg har ikke din avis. Hvorfor skulle jeg have den?
Han ser mistroisk hen over min skulder, ud i køkkenet til
bordet hvor avisen ligger.
- Den er ikke kommet i dag, siger han og flytter blikket
tilbage til mig. Han ser op og ned ad mig. Jeg ved jeg ser godt ud i
dag.
- Det var trist, siger jeg. Med oprigtig medfølelse.
Han bliver stående, han fører hånden op til sit hår og klør sig i
nakken.
- Man kan ikke helt stole på avisbudene nu om dage.
Det synes jeg er en åndssvag replik, så jeg undlader at
svare. Han ser igen hen over min skulder. Jeg flytter mig lidt så han
bedre kan se.
- Nå, men så må du undskylde, siger han og trækker sig
tilbage.
- Ingen årsag, siger jeg og smiler.
Inden han lukker døren ind til sin lejlighed, træder jeg ud
på trappeafsatsen og kommenterer hans påklædning.
- Flot pyjamas, siger jeg.
Han tøver, smiler usikkert og lukker døren.
Jeg går tilbage til køkkenet og venter på at Hismanalen skal
virke.
I dag er byen næsten opløst, klar og alligevel sløret. Husene står med
afstand mellem hinanden. Jeg går langs vandet, en rolig rytme i gråt,
det er sjældent det er sådan. Jeg lægger mærke til en række af træer
langs kajen, helt tynde og grønne mod alt det grå. Flådens skibe,
matrosernes blå uniformer, de hvide kryds hen over ryggen. De står med
ryggen til foran pakhuset nede ved Gammel Dok og spiller i takt til
vinden der netop i dag er af den særlige barmhjertige slags. Der er
intet opløb. Kun musikken. Den følger mig over en afstand. Trompeterne
overgår hinanden, støder sammen og siksakker gennem den tynde luft.
Trommernes indædte stædighed. Trommerne. Trommerne. Stikkernes hurtige
hvirvler der ikke vil glemmes og derfor gentager sig selv.
Jeg ville ønske jeg var noget...ved musikken, eller var
maler. Jeg er straight. Jeg går over broen og ind mod byen, ringer til
min lillebror fra en grøn telefonboks men han er ikke hjemme. Så står
jeg lidt med røret i hånden og kikker ud gennem de matterede ruder.
Længe nok til at der uden for danner sig en lille kø. Jeg håber på at
det vil begynde at regne men det er vel for meget at forlange. Jeg
ringer til et tilfældigt nummer der står skrevet med kuglepen uden på
telefonbogen. Blå tal på gul baggrund.
- Det er Pernille, er der en pige der siger. Jeg kan høre hun
er ung.
- Hej, Pernille, siger jeg.
- Hvem er det? spørger hun.
- Det er mig...Morten, siger jeg. Det varer lidt inden hun
siger noget.
- Jeg tror du har fået forkert nummer.
- Nej, nej, skynder jeg mig at sige, - kan du ikke huske
mig...fra koncerten?
Uden for telefonboksen er der en der banker på ruden.
- Koncerten? siger hun. Jeg kan mærke der løber en strøm af
billeder gennem hendes hoved. Jeg prøver at forestille mig hvilke.
- Jeg tænkte på...om vi skulle mødes. Forstyrrer jeg?
- Nej, nej, siger hun. - Jeg kan bare ikke rigtig huske dig.
Jeg synes at hendes stemme er sexet.
- Pernille, siger jeg indtrængende og mærker mit åndedræt
meget intenst, min pik bliver halvstiv. - Jeg ringer fra en telefonboks.
Der er igen en idiot der banker på ruden. - Der er nogen der venter.
- Venter? siger hun.
- Ja, der er kø...mit telefonkort er snart tomt. Kan vi
mødes?
Hun tøver lidt, så spørger hun:
- Hvor ringer du fra?
- Fra Højbro Plads, siger jeg, hvilket er sandt. Jeg holder
fast i døren med den ene hånd. Idioten udenfor rusker i den og råber
noget.
- Sabines, klokken 12, siger hun og lægger røret på.
Jeg slipper mit tag i dørhåndtaget og døren ryger op. Jeg
rækker smilende røret videre og maser mig forbi idioten der ser oprørt
ud og en lille smule flov.
- Hvad er klokken? spørger jeg. Han ser på sit armbåndsur. Et
Rolex?
- Den er halv elleve, siger han.
- Mange tak. Jeg bøjer mig ned og rusker en hund i pelsen.
- Dejlig hund, siger jeg til damen der ejer hunden. Hun
rykker i snoren og hunden kommer med et lille halvkvalt bjæf.
- Det er sjældent man ser dem i den farve. Hun tøver, et
svagt smil vibrerer ved hendes mundvig. Jeg bliver stående. Jeg tager en
cigaret frem.
- Har De ild? Hun ryster på hovedet.
- Vi havde sådan en hund i mit barndomshjem, siger jeg og ser
først på hunden og så direkte ind i hendes øjne. Hun smiler usikkert og
retter på sit hår.
- Den var også...sådan brun, siger jeg. Jeg roder i min
lomme, finder en lighter og tænder cigaretten. Jeg inhalerer og mens jeg
ånder ud bliver mit blik fjernt og henført. Jeg ryster håret væk fra
panden og føler mig fuld af ungdom.
- Det var sgu en dejlig hund, siger jeg. - Altid glad og fuld
af sjov. Jeg griner lidt for mig selv og smilet dukker frem i hendes
øjne. Jeg ser igen ned på hunden, der står og glor dumt ud gennem
hårtjavserne.
- Desværre så døde den i en meget ung alder, siger jeg.
Beklagende.
- Jamen dog, siger damen og smilet forsvinder.
- Ja, den åd noget rottegift, siger jeg og trækker på
skuldrene.
- Det var da forfærdeligt, siger hun. Hun bøjer sig ned og
tager hunden op til sig.
- Sådan er livet, så dør man, siger jeg eftertænksomt og slår
ud med hænderne.
Hun nikker svagt og jeg vender mig om og går. Jeg kan mærke
hun ser efter mig."
● Press
● Read excerpt (dk)